En enlig og vildfaren erantis fører sig frem med et gult solonummer i min sorte altanmuld. Og ovre i parken har dens slægtninge for længst dannet tæppe. De holder længe i kulden sådan nogle, og koldt det er det stadig.

‘Fundamentalisterne’ er bange for, at vi plukker den sidste orkidé og hælder brændevin på den, siger kultursociolog Søren Espersen. Han er i gang med at etablere et sankernetværk for folk, er har lyst til at samle urter og bær til restauranterne udfra devisen: naturen er et spisekammer, og der er plads til flere derude. Men det er altså langt fra alle der deler hans synspunkt.

Krydderierne er en hurtig og billig løsning på dovenskab. De kan gøre møgkedelig og smagløs mad mere appetitlig og storladen, skriver Kille Enna og forsyner os med et startkit til en mere nuanceret madverden.

Italienerne har fået pastaen ind med modermælken, og vi kan slet ikke konkurrere med dem, hverken når det gælder mængder eller variation. Men vi elsker pasta og spiser stadig mere, uanset hvor mange slankekure, der forbander stivelsen og al dens væsen.

De nye grødhoveder, det er os. I hvert fald, hvis vi skal dømme efter det, medierne har skrevet om i flere måneder: grød.
Det startede med, at kokkene på de dyre restauranter serverede grød – som forret, mellemret eller dessert. Som et eksotisk indslag, eller som en provokation, som Rasmus Kofoed siger her i temaet. Siden har Jørgen Ussing Larsen og Bageriet Aurion fulgt op ved at sende en række anderledes grødblandinger på markedet.
Aurion har solgt grød i årevis, men de nye typer blev markedsført med brask og bram og sælges nu gennem Irma, som tror på ideen. De tror, at vi vil kaste os over grøden, som italienerne over risottoen. Eller måske i sundhedens tjeneste. Andre er mere skeptiske. Om vi er grødklare igen efter en historisk lang pause, det vil tiden vise.

Mad har stor betydning for det samlede forbrug af ressourcer i verden, for miljøet og for menneskers livsvilkår.
Målet er at producere de bedste råvarer uden at skubbe til den økologiske balance og samtidig sørge for retfærdige og ordentlige arbejdsvilkår for producenter i hele verden. Med andre ord, målet er en bæredygtig produktion. Men vi er langt fra målet.

Disse råd er udtryk for redaktionens subjektive valg. Både prioritering og indhold kan diskuteres, og der vil altid være undtagelser fra de generelle råd.

Ved nogle af artiklerne her på siden kan du deltage i nogle små læserundersøgelser.
For eksempel om du nogensinde smagt hestekød?

se spørgsmålene her:

Opskrifter til 4 og 400

Spis Bare er til alle, der professionelt beskæftiger sig med mad. Og det betyder til personalet i både små og store køkkener. Derfor var den gode intention, at alle opskrifter i magasinet både denne gang og fremover skulle findes i en version til henholdsvis 4 og 400 spisende.
Men det har vist sig at være vanskeligere end som så. Så derfor vil vi opfordre store køkkener til at lade sig inspirere og eksperimentere med opskrifterne i magasinet og give erfaringerne videre til læserne.

Det skal være økologisk. Æbler, gulerødder og tilmed oksekød smager vandet, hvis ikke det er, mener Lars Ranek. Han er kendt for sine billedskønne madreportager, som også Spis Bares læsere kan glæde sig over. Og selvom han i sit eget køkken først og fremmest går efter oplevelser for smagsløgene og ikke for øjnene, så har fotograferingen været med til at skærpe hans sans for madkvalitet.

De officielle kostråd er for kedelige og upersonlige. De kan ikke få os til at ændre madvaner. Vi vil have en personlig coach, der kan tage udgangspunkt i, hvem vi er og vejlede os i, hvordan vi skal spise. Det erfarer Anne Cathrine Færgeman og Thorbjörg Hafsteinsdottir. Jonna Sylow råder os til at vælge madcoach med omhu.