forside_168_crop.jpg
INDHOLD 5 2009
200801_thelimit.png
 head_spis_a.pnghead_spis_b.pnghead_bare_a.png 
 si_3437_800584544.jpg

Hvis jeg var fødevareminister …

Hvad rør sig i køkkenerne – hvor trykker skoen, hvor brænder ilden? Spis Bare har bedt fire unge madprofessionelle om på skift at give deres bud på, hvor deres fag bevæger sig hen de kommende år. Mød:

tekst af: tina juul rasmussen


Connie Nielsen

si_3518_00760507.jpg

Baggrund: Ernæringsassistent. Uddannet i 2004 på plejehjemmet Vestervang, Ørum Djurs. Derefter to år plejehjemmet Fartsøhthus i Auning. Med på Verdensudstillingen i Zaragoza i 2008 for Kost & Ernæringsforbundet under temaet ‘Den gode hverdagsmad’.
Arbejdssted: Centralkøkkenet på Århus Universitetshospital Risskov, Århus, som laver mad til 800-900 patienter hver dag.
Personlig ambition: – At blive i hospitalssektoren. Det er en udfordring at lave mad til så mange forskellige patientgrupper, som vi gør. Og jeg vil gerne være en del af den udvikling, som lige nu er i fuld gang med f.eks. mad à la carte, mad som medicin osv.

Hvis jeg var fødevareminister, ville jeg sørge for mere oplysning til de faggrupper uden for køkkenet, som har med maden at gøre, så de ikke står som Moses ved Det Røde Hav. Min kæphest er at gøre vores fag meget mere synligt, så vi ikke bare er en ‘færdig tallerken’, der kommer ind til patienten. De fleste aner ikke, hvor vanvittig dygtige og veluddannede folk i storkøkkenerne er. Da jeg valgte at blive ernæringsassistent, sagde en veninde til min mor: “Åh, kunne hun ikke blive andet, den stakkel!” Den holdning til mit fag vil jeg gerne være med til at ændre.

Dennis Hemmingsen

si_3521_416490359.jpg

Baggrund: Uddannet bager hos Guldbageren i Vordingborg. Siden konditoruddannet, udlært fra Konditori La Glace i København i 2008. Vandt DM for unge bagere i 2006 og DM for unge konditorer i 2008. På Bagerlandsholdet siden 2007. Deltager i Europacup’en for bagerlandhold i Frankrig i marts 2009.
Arbejdssted: Guldbageren i Vordingborg. Ansat som bager og assisterer i konditoriet.
Personlig ambition: – At få guld til Danmark igen gennem internationale konkurrencer. På et mere personligt plan drømmer jeg om at starte mit eget konditori.

Hvis jeg var fødevareminister, ville jeg gøre noget mere for at genvinde forbrugernes tiltro til hele fødevaresektoren gennem mere kontrol, så man faktisk tror på, at den ‘salmonellafri kylling’, man køber, også er salmonellafri. Og så ville jeg give større tilskud til økologi, så flere har råd til at købe det. Det er vigtigt i disse miljø- og klimatider.

Kenneth Hansen

si_3522_400556424.jpg

Baggrund: Uddannet kok i 2004 på Munkebo Kro, Fyn. Siden på Henne Kirkeby Kro, Molskroen og Prins Ferdinand i Den Gamle By, Århus. Nr. 2 ved DM for kokke, 2008. Træner i øjeblikket til DM 2009.
Arbejdssted: Køkkenchef på Restaurant Liga, Lübker Golf Resort, Djursland. LIGA står for ‘Lidenskabelig Gastronomi’. Restauranten har to køkkener, brasserie og gourmet med i alt 22 ansatte.
Personlig ambition: At få min egen restaurant og være med i den absolutte top af dansk gastronomi. Nu, hvor jeg har prøvet at få flotte anmeldelser i avisen, ved jeg, at det i sig selv ikke gør mig glad. Det kræver også glade gæster i min restaurant hver dag.

Hvis jeg var fødevareminister, ville jeg helt sikkert gøre det lettere for de små producenter, som producerer fantastiske råvarer, at få ø-mærket. I dag er reglerne
for omfattende. Og så ville jeg gøre noget ved fiske-logistikken. Det er træls, når jeg skal bruge fisk, som er landet i Hanstholm eller Thyborøn, at de først skal ned over grænsen og pakkes om i Hamborg. Det er muligvis billigere end i Danmark, men min fisk bliver en dag ældre. Sådan var det ikke dengang de små fiskeauktioner stadig fandtes.

Marie Sainabou Jeng

si_2578_7230600446.jpg

Baggrund: Professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i sundhedskommunikation. Uddannet på SUHRS i 2005. Siden kommunikationsrådgiver i fødevareteamet hos Holm Kommunikation A/S. I 2007 hos PR-bureauet Hill & Knowlton A/S. Nu i gang med en master i fødevarepolitik på City University i London.
Arbejdssted: Kommunikationsrådgiver og partner i Incube ApS med PR- og kommunikationsopgaver for organisationer på fødevare- og sundhedsområdet.
Personlig ambition: Jeg brænder for at udvikle, forandre og skabe dialog, der fører til holdbare løsninger. Jeg ønsker i højere grad at rådgive offentlige og private organisationer i at udvikle og implementere bæredygtige fødevarepolitikker til gavn for folkesundheden.

Hvis jeg var fødevareminister, ville jeg se at komme op i gear med en visionær fødevarepolitik, der inddrager presserende problematikker som bl.a. sunde fødevarer til alle. Og omgående arbejde for at udbrede måltidet som en kulturinstitution, der favner smag, oplevelse og dannelse, forankret hos den brede befolkning, ikke kun blandt ‘gourmetpingerne’.

 
  

Ny kommentar:

Overskrift
Navn
Stilling
Email (Email bliver ikke offentliggjort)
Kommentar
  
 Processing time: 0.7670