Æbler i min abildgaard

Man siger, at et æble om dagen holder doktoren for døren. I 1800-tallets Danmark mente man tværtimod, at æblet gjorde blodet dårligt og fordærvede maven!

tekst af: bettina buhl

Æblet har danskerne kendt siden oldtiden. Det kan man se af arkæologisk materiale, hvor rester af vildtvoksende skovæbler ses i affaldsdynger og i forbindelse med gravnedlæggelser.

Æbletræer var en pligt

I middelalderen tog franske munke podekviste med til de danske klostre, og hermed blev frugthaven skabt med forædlede arter. Fra 1200-tallet ses i dokumenter, at den lovgivende magt forsøger at udbrede æblet på de danske gårde ved at præcisere antallet af æbletræer og ved at gøre indhegning af abildgården lovpligtig. Dette bliver stadfæstet i Jyske Lov, Danske Lov, Byvedtægter og skovforordninger.
I forbindelse med udskiftningen fra 1700-1850, hvor gårdene flyttede fra landsbyerne ud på nye markarealer, blev der anlagt frugthaver ved de nye gårde og huse. Fra ledende kredse blev der givet anvisninger på havedyrkning, og de landøkonomiske foreninger ligefrem opmuntrede til havedyrkning. Fra 1777 blev der endog uddelt præmier for plantning af frugttræer. Det kgl. Danske Landhusholdningsselskab ansatte en gartner, som rejste rundt som konsulent for at anlægge haver for bønderne og uddele frugttræer og frugtbuske – helt gratis! Og i sagnene kunne man hente gode råd til dyrkningen: f.eks. skulle man dyppe podeskuddene i gedeblod for at sikre, at æblerne fik en smuk rød farve. Og ved høst gjorde man klogt i at lade et æble blive på træet, ellers fik man kun lidt eller ingen frugt det efterfølgende år.
Opgaverne i abildgården var mange, og f.eks. var arbejdet med podning frem til midten af 1800-tallet ofte kvindernes arbejde.

Æblets mange anvendelser i køkkenet

I den selvforsynende danske husholdning var æblet anvendeligt såvel sommer som vinter. En del af æblerne blev nemlig ‘hengemt’ og en anden del blev ‘hentørret’. Flere kogebøger giver anvisning på tørrede æbler, hvor æbler skæres i tynde skiver, sættes på snor og tørres i ovnen
Æblemosten kendes tilbage fra 1500-tallet, hvor munkene i Øm Kloster leverede æblemost til den kongelige husholdning. Dengang spistes æblerne også rå, f.eks. sammen med nødder eller mos, som tilbehør til festmenuer. Havde man små mængder æbler, blev æblerne stødt og vredet i et groft klæde – havde man mange, brugtes pressegrej.
I renæssancens køkken (i Danmark omkring 1500) omtales saft af æble, æblegelé, æbler kogt sammen med kød eller fisk eller som ingrediens i bagværk.
I 1700- og 1800-tallets landlige husholdning spiste man æblegrød til pandekager og æbleskiver. På Fyn spiste man ‘æblesmør’, det anså man som fattigmandspålæg. Til højtider trakterede madmor med æblevælling til f.eks. byggrød, eller man brugte tørrede æbler i suppe.
Æblekompot blev spist om vinteren til det saltede kød – eller man stegte æblerne til stege eller fedtegreverne, som man fremstillede af indvolde på slagterdagen.

Æbleskiver til fest

Æbleskiver – rummer så megen dansk kulturhistorie, at denne lille runde skive burde få sin helt egen artikel. I dag forbinder vi æbleskiver med decemberhygge – men æbleskiven i det selvforsynende danske bondekøkken var et lækkeri, som spistes i forbindelse med livets- eller årstidens fester. Og lækkeri er vel det rette ord, for det fortælles, at madmor måtte putte de nybagte æbleskiver i et fad med en tallerken over og satte disse under dynen i sin seng, indtil de skulle spises. Æbleskiverne blev dengang tilberedt med et stykke æble i dejen. De fleste blev hævet med gær, først fra 1880-erne begyndte man at bage kærnemælksæbleskiver hævet med natron.

Sparsom viden om sorterne

Går man tilbage til det gamle kildemateriale, for at få mere at vide om de enkelte æblesorters historie, bliver man skuffet. Oplysningerne viser sig nemlig at være meget sparsomme. Længe var det smagen – altså syrligheden og holdbarheden – der var det væsentligste for skribenterne. Skovæblerne, de vilde æbler, var de sure, mens de dyrkede kaldtes ‘sødæblerne’.
Trods det, at æblet har spillet en væsentligt rolle i den danske husholdning fra middelalderen, er det først i slutningen af 1700-tallet, at danskerne tog arbejdet med frugtavl til sig og systematisk kortlagde landets mange lokale æblesorter. En del af dem blev præsenteret på den nationale scene i løbet af 1800-tallet og vandt efterfølgende indpas, godt hjulpet af præsterne, i danskernes have. Derudover kom mange æblesorter til landet fra primært engelske og tyske haver.
Idag kan vi få kendskab til både gamle og nyere sorter på Pometet i Taastrup, hvor der vokser omkring 750 æblesorter, heraf 250 danske. Mange af dem er tilmed mere end hundrede år gamle. I Jylland kan man møde over 200 danske æblesorter i æblehaven på Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup ved Auning.

Ny kommentar: