Stort at støtte småt
Oprør fra Maven lever og står på tærsklen til at blive en del af den internationale Slow Food-bevægelse.
tekst af: tina juul rasmussen
Den 8. marts, på kvindernes internationale kampdag, samledes 600 kvinder i en gammel torpedohal på Holmen i København. Kvinderne kom fra alle hjørner af madbranchen – madmødre, forskere, kunstnere, kokke, økonomaer ... Alle med en fælles passion og et fælles mål: At højne kvaliteten af hverdagsmaden. Inspirere hinanden, danne netværk og ikke mindst skabe handling.
Ikke én eneste kvinde med
Det var i 2005. Siden er der løbet meget vand i gryderne. Men ‘Oprør fra Maven’, som kvindenetværket døbte sig, lever endnu, nu også med mandlige medlemmer.
Kok og madskribent Katrine Klinken er formand for netværket og var med til at stable madtræffet på Holmen på benene – et møde, der sendte energibølger gennem landskabet.
– Det udsprang i virkeligheden af, at vi var en lille gruppe kvindelige madproffer, som blev så provokerede af, at der i forbindelse med starten på hele ‘ny nordisk mad-bølgen’ og det ‘Nordiske Manifest’ ikke var én eneste kvinde med! Og heller ingen, som havde med den daglige mad i institutioner, kantiner, plejehjem osv. at gøre. Manifestet var totalt domineret af mandlige stjernekokke. Tanken var vel, at det elitære skulle dryppe ned på resten af madbranchen. Og det provokerede os, fordi vi er nogle, som tror på, at mad er kultur, der kommer mange andre steder fra, ikke kun oppefra. Derfor lavede vi kvindetræffet på Holmen, et helt fantastisk møde, som stadig lever i mange af os, fortæller Katrine Klinken.
At sætte den gode hverdagsmad på dagsordenen er dog et sejt træk, erkender hun.
– Da vi startede, var hverdagsmaden på ingen måde synlig i medierne. Alle de mandlige stjernekokkes dimsede mad fyldte det hele. Nu er der måske sket lidt af et skift med hele den alternative sundhedsbølge, men det er stadig op ad bakke.
Fair Trade på Farmers Market
En af kongstankerne i Oprør fra Maven er at skabe handling. Derfor har foreningen markeret sig med to handlingsrettede aktiviteter: Farmers Markets og et Koge Task Force, som begge har fået offentlige kroner i støtte til udstyr m.m., men drives af frivillige kræfter.
Konceptet Farmers Market er at skabe et fast, tilbagevendende marked i byen, hvor producenter og forhandlere af friske, lokale og fortrinsvis økologiske madvarer af høj kvalitet sælger direkte til forbrugerne. Både for at reducere afstanden fra producent til forbruger, men også for at gøre de gode madvarer mere tilgængelige i hverdagen og for at hjælpe de små producenter til en større fortjeneste, altså Fair Trade-tankegangen.
– Vi tænker Farmers Markets som et alternativ og et supplement til at købe ind i supermarkedet. Det er her, du kan få din nyslyngede honning, nyopgravede kartofler og friskplukkede æbler. Og samtidig støtte et bedre eller i hvert fald mere varieret naturlandskab. Tanken er, at det er ‘stort at støtte småt’, og vi vil gerne have så mange som muligt til at handle på den tanke, forklarer Katrine Klinken.
Farmers Markets suppleres ofte af en anden af foreningens aktiviteter, Koge Task Forcen.
– Her kommer mest lokale medlemmer af Oprør fra Maven ud og laver smagsprøver til folk i forbindelse med et Farmers Market. Måske står vi og skærer kernerne af en majskoble, steger dem med lidt spidskål og timian, og så siger folk: “Gud, er det ikke sværere?” Nej, det er det ikke! Det handler om, at vi fremviser maden, og at man kan smage. Det er noget andet end tv-køkkenet. Og alle, som kan lave mad, kan være med. Man behøver ikke være professionel. Målet er at skabe bedre madkvalitet og bedre måltider med brug af lokal produktion og råvarer. Det ligger helt i forlængelse af Slow Food-begrebet, pointerer Katrine Klinken.
En del af Slow Food-bevægelsen
Som en lille forening baseret på frivillig arbejdskraft har bestyrelsen i Oprør fra Maven erkendt, at der er mange fordele ved at være en del af en større, international bevægelse og har derfor besluttet, at mange af foreningens aktiviteter fremover vil foregå i Slow Food-bevægelsens regi.
– Det giver os nogle andre muligheder og mere energi at være en del af sådan et netværk. Men Oprør fra Maven lever videre, man kan stadig finde os på nettet, vi støtter op om Farmers Markets osv. Og kampen for den gode hverdagsmad er langt fra færdig!
www.oproerfraMaven.dk
www.slowfooddanmark.dk
Vi er nogle, som tror på, at mad er kultur, der kommer mange steder fra, ikke kun oppefra, fra de elitære kokke.
Katrine Klinken
Oprør fra Maven arbejder for at:
-
sætte mere fokus på den daglige mad både i private hjem og mad, som serveres i kantiner, på plejehjem, i daginstitutioner mv.
-
højne madkvaliteten og udbrede kendskabet til, hvad gode, sunde, velsmagende madvarer er
-
øge mulighederne for den enkelte for at skaffe gode, dejlige, velsmagende madvarer
-
stille skarpt på den forskel, der er på konventionelle og økologiske madvarer og på, hvordan dyrkningsforholdene påvirker smag og øvrige kvaliteter
-
sætte maden i et internationalt perspektiv, både hvad angår ressoucefordeling, medansvar, fair trade, samhandel, og ulandssproblematikken generelt.